August blev guldmåned for Pandoras aktionærer

Smykkefirmaet Pandoras aktie er steget med hele 10,6 procent i årets sidste sommermåned, og den ser kort før aktiehandlen slutter fredag ud til at blive månedens mest stigende aktie i C20 Cap, som er indekset over de 20 mest toneangivende aktier på Københavns Fondsbørs.

Dermed kan Pandoras aktionærer se tilbage på kursgevinster på 5,2 milliarder kroner alene i august.

Det viser en analyse af handlen med C20 Cap-aktierne i august, som Spar Nord har lavet for Ritzau.

- Pandora har tidligere på måneden afleveret et yderst solidt regnskab, og det kom på baggrund af en periode med negativ omtale af Pandora og bekymring for smykkesalget, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.

- Derfor var det en stor forløsning og en positiv overraskelse, da Pandora gjorde de negative forventninger til skamme med et flot regnskab, siger han.

Fredag eftermiddag blev Pandora-aktien handlet i kurs 422,8.

Lige under Pandora ligger A.P. Møller-Mærsk og FLSmidth, der stiger henholdsvis 9,2 og 6,2 procent i månedens handel.

- Stigningen i Mærsk-aktien kan også henføres til et overbevisende regnskab, som blandt andet bød på en opjustering og positive overraskelser inden for selskabets vigtigste forretningsområde, der er containerskibsfart, forklarer Duus-Hansen.

Teleselskabet TDC er bundprop i C20 Cap for august måned.

Det kan ifølge Duus-Hansen blandt andet forklares med, at investorerne er nervøse for prispresset på telemarkedet og reguleringer i lovgivningen, som ikke kommer selskabet til gode.

C20 Cap ender samlet set mere eller mindre i status quo ved slutningen af aktiehandlen i august med en samlet stigning på blot 0,2 procent.

Aktieanalytikeren forklarer, at den meget lille stigning blandt andet kan tilskrives, at måneden har været præget af kursudsving drevet af de geopolitiske spændinger i Ukraine og Irak.

/ritzau/

Dagens Gossip