August-handlen holdt et tilfredsstillende sommerniveau

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Danskernes købelyst holdt niveau i august, hvor detailsalget faldt en lillebitte smule - 0,1 procent i forhold til juli.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som konkluderer, at salget i sommermånederne juni, juli og august lå 0,8 procent højere end de tre foregående måneder.

- Med august-tallene kan vi nu se på sommeren som helhed og konkludere, at butikkerne har holdt skindet på næsen med et sommersalg, som ikke ligefrem er prangende, men heller ikke helt skidt.

- Vores kollektive forbrug udgør knap halvdelen af det samlede BNP, og derfor betyder det rigtig meget for vækst og hjemlige arbejdspladser, når vi eksempelvis køber en ny cykel i en butik eller overnatter på et hotel, siger Mira Lie Nielsen, der er økonom i Dansk Erhverv.

Hun tror på, at forbruget kan få endnu et løft i år, blandt andet i kraft af den positive udvikling på boligmarkedet og det lave renteniveau.

Målt på de enkelte brancher oplevede tøjbutikkerne det største omsætningsfald, idet tallene for august var 4,7 procent lavere end i juli, når man korrigerer for prisudvikling og sæsonudsving.

Fødevarer og andre dagligvarer steg derimod 0,9 procent, mens andre forbrugsvarer faldt med 0,1 procent.

/ritzau/