Auken: De rigtige SFere rykker sammen

Miljøminister Ida Auken (SF) mener, at der kun skal være plads i partiet til de personer, som er sande SF'ere. Og er man ikke det, så må man melde sig ud og ind i andre partier.

Hun opfordrer til sammenhold, efter at den hidtidige politiske ordfører, Jesper Petersen, EU-parlamentarikeren Emilie Turunen samt Nanna Westerby har meldt sig ud af SF og ind i Socialdemokraterne.

- Hvis man er socialdemokrat, er det en god idé at melde sig ind hos Socialdemokraterne. Rigtige SF'ere rykker sammen, når det blæser, skriver Ida Auken på Facebook.

De tre fremtrædende politikere har sagt farvel, fordi de ikke længere ser sig som en del af det folkesocialistiske projekt, efter at Annette Vilhelmsen blev ny formand sidste år efter Villy Søvndal.

- Det vigtigste er, at vi er et samlet parti, der kan rykke sammen. Det er svært at samle et parti, som ikke vil samles, siger hun til TV2 News forud for dagens gruppemøde i det kriseramte parti.

Og det er samme reaktion, der går igen blandt de øvrige fremtrædende SF'ere i folketingsgruppen på vej ind til mødet.

- Det er altid ærgerligt at miste fremtrædende SF'ere. Men hvis man føler sig som socialdemokrat, skal man melde sig ind hos Socialdemokraterne, siger partiets nye politiske ordfører, Jonas Dahl.

Og handelsminister Pia Olsen Dyhr:

- Hvis Jesper Petersen mener, at han er socialdemokrat, skal han gå til Socialdemokraterne, siger Pia Olsen Dyhr.

- Vi får et SF, som står mere sammen om at været et grønt parti, siger hun.

Jesper Petersen, Nanna Westerby og Emilie Turunen var alle en del af den fløj i partiet, som bakkede Astrid Krag op i formandsvalgkampen - en kamp, som hun tabte klart til Annette Vilhelmsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV