Auken: Jeg hjælper Danmark mod smykkelov

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Regeringen rammer Danmarks omdømme med udlændingepakken og smykkeloven, hvor asylansøgere kan fratages værdier over 10.000 kroner uden affektionsværdi.

Danmark taber også point på at skære ulandsbistand og annoncere imod asylansøgere.

Sådan siger SF's EU-parlamentariker, Margrete Auken.

Hun afviser udenrigsminister Kristian Jensens (V) melding om, at EU-parlamentarikerne har været med til at svække Danmarks omdømme ved at få ham og integrationsminister Inger Støjberg (V) i EU-Parlamentet om udlændingepakken.

- Hvis jeg gør noget som helst, så gavner jeg Danmarks omdømme. Det er for at hjælpe Europa og Danmark, så de ikke tror, at vi er blevet tossede alle sammen, siger Margrete Auken.

Det er har for nylig været fremme, at Schweiz og de sydtyske delstater Bayern og Baden-Württemberg også tager værdier som familiesmykker fra asylansøgere for at betale deres ophold ligesom Danmark.

Spørgsmål: - Men det gælder i den danske smykkelov ikke smykker med affektionsværdi?

- Jo, for mandag kunne hun (Inger Støjberg) ikke nævne andet end vielsesringe. Hun siger ikke familiesmykker. I Tyskland har jeg spurgt, om de gør det, selv om det er tilladt. Nej, det gør de da ikke, siger Margrete Auken.

Danmark er blandt fem lande i verden, der giver mest i ulandsbistand, trods regeringens nedskæringer, og er blandt de ti lande i Europa, som modtager flest asylansøgere. Men det er ikke godt nok, mener Margrete Auken.

- Danmark har haft en høj standard og været et foregangsland på det humanitære område og flygtninge. Mandag blev ministrene hele tiden spurgt til, om ikke de er bange for dominoeffekten. Det svarede de ikke på, siger Margrete Auken.

Spørgsmål: - Visegrad-landene - Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet - afviser asylansøgere og vil ikke modtage muslimer. Skal de ikke i EU-Parlamentet ligesom Danmark?

- Jeg kan da godt love, at de skal have bank. Vi har lige haft Polen til en ordentlig gang spanking og før Ungarn, siger hun.

/ritzau/