Auken: Klimaplan billigere end oversvømmelser

Danmark skal sikre sig mod det skiftende klima med voldsommere regnskyl. Ellers står vi i fremtiden med en kæmperegning, som den København stod med efter regnskyllet den 2. juli 2011.

Dengang lød regningen på seks milliarder kroner.

Sådan lød budskabet fra miljøminister Ida Auken (SF), da hun torsdag fremlagde regeringens nye klimasikringsplan.

- Vi har set nogle meget voldsomme regnskyl, der har betydet, at borgere stod med vand op til knæene i deres kældre, og vejene var oversvømmede. Det betød meget store skader på vores samfund, siger Ida Auken og fortsætter:

- Det er en regning, der ligger klar til os alle sammen, fordi vejret har forandret sig.

Hvis vi ikke er villige til at betale den nu up-front, så får vi den i form af stigende forsikringspræmier og meget store skader. Det er meget dyrere at rydde op end at forebygge.

Kommunernes Landsforening har indgået en aftale med regeringen, der skal sikre, at alle landets kommuner inden udgangen af 2013 udformer deres egen klimatilpasningsplan.

Og ministeren har tillid til, at det vil mindske skader i fremtiden.

- Hvis kommunerne lever op til deres forpligtigelser, så skulle vi meget nødigt se en 2. juli igen, hvor vi sejler rundt i gaderne. Vi kan selvfølgelig ikke forhindre, at de her uvejr kommer, men vi kan være klar til dem, siger Ida Auken.

Hun håber samtidig, at kommunerne er kreative, når de skal udtænke deres klimatilpasningsplaner, så de nye tiltag kan gøre andet end blot at lede vandet væk fra gaderne.

- Et godt eksempel er i Roskilde, hvor har de lavet et stort regnvandsbassin, som, når det er tørt, fungerer som en skate-park, siger Ida Auken.

/ritzau/

Dagens Gossip