Auktionshus retter ind i sag om næsehorn

Auktionshuset Bruun Rasmussen aflyser det planlagte salg af fire horn fra næsehorn efter hård kritik.

Det oplyser ejeren, Jesper Bruun Rasmussen.

- Vi har taget de mange henvendelser fra offentligheden til efterretning og har på baggrund af dem valgt at stramme op på vores etiske regelsæt. Derfor vil vi fra og med i dag ikke længere sælge uforarbejdede horn fra næsehorn, siger han i en pressemeddelelse.

To horn var ellers sat til salg på en auktion onsdag eftermiddag i København. Det ene par var vurderet til 150.000 kroner, det andet par til 300.000-400.000 kroner.

De to næsehorn blev skudt i Østafrika af en italiensk storvildtjæger i 1967.

WWF Verdensnaturfonden jubler over beslutningen om at stoppe salget.

- Det er en utrolig glædelig nyhed, at Bruun Rasmussen har valgt at stoppe auktionen. Det er det helt rigtige at gøre. Alene i år er hele 588 næsehorn blevet dræbt af krybskytter.

- Bruun Rasmussen har været med til at holde liv i efterspørgslen og dermed krybskytters drab på udryddelsestruede næsehorn - uanset om det sker med gyldig tilladelse eller ej, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Næsehornet er stærkt truet og fra 2007 til 2012 er antallet af dræbte næsehorn steget med over 4000 procent.

Næsehorn er fredede i Afrika, men salg af horn fra næsehorn er lovligt efter dansk lov, såfremt Naturstyrelsen har udstedt såkaldte Cites-certifikater til hornene. Cites-konventionen regulerer handel med truede dyr og planter.

De eftertragtede horn smugles fra Afrika til især Kina og Vietnam, hvor de sælges til priser, der ligger langt over guldprisen. Mange asiater tror, at hornene i pulverform kan kurere kræft og styrke potensen.

Krybskytteriet på næsehorn tegner til at sætte en dyster rekord i 2012, hvor der indtil nu allerede er dræbt 455 dyr i Sydafrika.

Dagens Gossip