Auri Skarbalius bliver træner i Viborg

Auri Skarbalius bliver ny træner i Superligaklubben Viborg FF. Han har skrevet under på en kontrakt til udgangen af 2015. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Med Auri i trænerstolen får vi en cheftræner, som er kendetegnet ved en hårdtarbejdende profil. Han har en god, struktureret tilgang til jobbet og tilmed en god personlighed, siger Viborgs direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

- Han har leveret rigtigt flot i HB Køge, hvor han sikrede oprykning til Superligaen med minimale ressourcer i klubben. Dertil har han præsteret godt i en svær tid i Brøndby, siger direktøren.

Auri Skarbalius afløser Ove Christensen, som trak sig fra jobbet i Viborg tidligere på året.

Den nye cheftræner har første træningsdag med sin trup i Viborg FF i dag.

/ritzau/

Dagens Gossip