Australian Open-vinder stormer frem på ranglisten

Tennisspilleren Stanislas Wawrinkas imponerende triumf i Australian Open kan tydeligt aflæses på den nye verdensrangliste, der er blevet offentliggjort mandag morgen.

Schweizeren, der indledte grand slam-turneringen i Melbourne som verdens nummer otte, er vurderet som verdens tredjebedste spiller kun overgået af Rafael Nadal og Novak Djokovic.

Wawrinka slog i øvrigt begge spillere på vej mod sejren i Australien.

Samtidig kan den 28-årige himmelstormer for en gangs skyld prale af at være højere rangeret end sin noget mere berømte landsmand Roger Federer, der dumper fra sjette- til ottendepladsen efter sit semifinalenederlag i Melbourne.

Også kvindernes vinder, kineseren Li Na, er placeret på tredjepladsen på verdensranglisten, hvilket er en fremgang på en enkelt plads.

Her fører Serena Williams fortsat med kæmpemargin til nærmeste forfølger, som er Victoria Azarenka.

Caroline Wozniacki er faldet en enkelt plads og er nu nummer 11.

/ritzau/

Dagens Gossip