Australien kræver VM-plads: Klar til at gå til CAS

Det var yderst kontroversielt, da det internationale håndboldforbund (IHF) besluttede, at Tyskland skulle have en VM-plads på bekostning af Australien.

IFH havde droppet Australien til slutrunden, fordi landet ikke levede op til flere kriterier som blandt andet lød på, at Oceanien ikke længere havde et anerkendt kontinentalforbund.

Det betød, at Tyskland kom med i søndagens VM-lodtrækning i nederste og svageste seedningslag og endte i gruppe med Danmark.

Australierne er dog ikke færdige med at slås for VM-pladsen. Landstræner Jan Ottosen mener, at IHF har begået en stor fejl.

- Vi kæmper stadig for vores plads, og vi vil have den tilbage. Får vi ikke det, er der noget meget galt med håndboldens top i IHF, siger Jan Ottosen til Ritzau.

Han træner i øjeblikket Australiens kvindelandshold i beachhåndbold ved VM i Brasilien, men bruger også meget tid på IHF-sagen.

- Jeg regner med og håber på, at vi får vores plads ved VM i Qatar i 2015 tilbage. Den plads, vi fair har spillet os til gennem IHF's regler, da turneringen startede, forklarer han.

Australierne er villige til at gå til den internationale sportsdomstol CAS for at få omstødt IHF's afgørelse.

- IHF vil ikke kommunikere med os. Derfor har AHF (Australiens Håndbold Forbund) taget kontakt til AOC (Australiens olympiske komité) for at få hjælp og vejledning om, hvordan vi eventuelt skal gribe det an retligt ved CAS.

- Ydermere er der flere sportsadvokater rundt om i verden, der har kontaktet os, som tilbyder deres hjælp, siger Jan Ottosen.

Da Australien efter sejre over New Zealand i VM-kvalifikationen blev vraget til slutrunden af IHF, så troede Island på en VM-billet.

Island havde fået at vide af EHF, at holdet var førstereserve til VM, efter at islændingene var blevet nummer fem ved EM i Danmark i januar.

Men IHF har tilsyneladende ændret reglerne, så det i stedet var den bedste nation ved det seneste VM, som ikke formåede at kvalificere sig til Qatar, som pludselig skulle have pladsen i stedet. Og det var Tyskland.

Mens Island også føler sig bortdømt, kæmper Jan Ottosen en hård kamp for at få Australien med til VM.

- Australien har spillet sig til pladsen inde på håndboldbanen. Efter IHF's regler skal der et hold fra Oceanien med til VM. Da alle kvalifikationskampe var færdigspillet, så ændrede IHF reglerne.

- Det er blandt andet også det, Island protesterer imod. Det kan man ikke gøre midt i eller efter kvalifikationen er spillet. Det er ikke et VM, det er en invitationsturnering.

- De australske spillere er villige til at gå meget langt, og er det gennem CAS, så må det jo blive den vej, hvis IHF ikke vil tale med os.

- Det vil jo også for fremtiden være svært for håndbold at forblive en sport ved OL, hvis ikke Oceanien er med, mener Jan Ottosen.

- De føler sig berøvet, håndbold er en amatørsport i Australien. Spillerne har hver især betalt op til 20-25.000 kroner af egen lomme for træningslejre og kvalifikation i New Zealand.

- Flere spillere tænker på at stoppe, hvis dette holder ved, og stopper toppen, så bliver håndbold i Australien på herresiden skubbet mange år tilbage, og Oceanien vil få meget svært ved at løfte herrehåndbolden, lyder det fra den australske landstræner.

/ritzau/

Dagens Gossip