Australien lover: Eftersøgning efter MH370 fortsætter

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

Et år efter, at et passagerfly fra Malaysia Airlines med 239 personer om bord forsvandt sporløst, lover Australien, at eftersøgningen efter MH370 forsætter med uformindsket styrke.

Det er Australien, der koordinerer eftersøgningen af vraget omkring 2000 kilometer vest for byen Perth i Det Indiske Ocean.

- Vores vilje til at finde svar er urokkelig.

- Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at levere svarene, siger den australske vicepremierminister, Warren Truss, som har ansvaret for luftfarten.

Søndag er årsdagen for styrtet, og de malaysiske luftfartsmyndigheder har lørdag planer om at udsende en statusrapport om efterforskningen.

Forskerne bag rapporten forsøger dog på forhånd at dæmpe forventningerne.

Hundredvis af millioner af kroner er brugt på at finde Boeing-flyet, men eftersøgningen med blandt andet flådefartøjer og militærfly fra flere lande har ikke givet resultat.

Hændelsen anses som et af de største mysterier i luftfartens historie.

8. marts forsvandt passagerflyet fra Malaysia Airlines på radaren over Det Indiske Ocean og udløste efterfølgende en stribe teorier lige fra nedskydning til en ondsindet sammensværgelse af piloterne.

Flyet var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing, da det pludselig ændrede kurs og derefter forsvandt lidt efter midnat lokal tid.

Trods en omfattende eftersøgning med deltagelse af flere lande er det endnu ikke lykkedes at finde spor efter flyet.

Siden har de malaysiske luftfartsmyndigheder konkluderet, at flyet styrtede ned i Det Indiske Ocean. Med den erklæring kan familierne til de forsvundne passagerer kræve erstatning.

Et hold af internationale efterforskere undersøger fortsat, hvorfor flyet angiveligt var kommet så langt fra dets rute, da det styrtede i havet.

/ritzau/dpa