Australien: Mor er anholdt for at dræbe syv af sine børn

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

En 37-årig australsk kvinde er lørdag morgen lokal tid blevet anholdt for drab i forbindelse med sagen fra byen Cairns, hvor otte børn fredag middag blev fundet dræbt af knivstik.

Kvinden er mor til de fleste af børnene, og hun blev fredag selv kørt på hospitalet med flere knivstik.

- Hun er vågen og i stand til at tale. På dette tidspunkt leder vi ikke efter andre, siger kriminalinspektør Bruno Asnicar fra politiet i Cairns.

Kvinden er ikke formelt sigtet endnu, understreger han.

Kvinden var mor til syv af de otte børn, der blev dræbt. De var mellem 18 måneder og 15 år. Det sidste barn var kvindens niece.

Familietragedien i Cairns har rystet Australien for anden gang på en uge, efter at et 16 timer langt gidseldrama i Sydney natten til tirsdag endte med, at to gidsler mistede livet.

Delstatspolitiet i Queensland, hvor Cairns ligger, har understreget, at knivstikkeriet ikke har noget med terror at gøre, og at lokalbefolkningen ikke skal være nervøs.

Politiet har afsluttet sine undersøgelser i huset, og flere våben - herunder knive - er blevet beslaglagt.

- I dag (lørdag, red.) vil vores retsmedicinere og patologer gennemføre deres undersøgelser af de dræbte, siger Bruno Asnicar.

En 20-årig mand, der ifølge avisen Cairns Post er storebror til de dræbte børn, fandt sine mindre søskende dræbt, da han ville aflægge et julebesøg i huset, der ligger i forstaden Manoora.

Det er uvist, hvornår drabene blev begået, men den 20-årige mand slog alarm kort før middagstid.

Cairns ligger helt ude i det nordøstlige hjørne af Australien omkring 1700 kilometer nord for Brisbane, som er hovedstad i Queensland. Politiet i Brisbane har sendt eksperter til Cairns for at assistere det lokale politi med efterforskningen.

Familien i Cairns stammer fra den oprindelige såkaldte Torres Strait-befolkning i det nordøstlige Australien. Det er et af Australiens oprindelige folkefærd, der boede i området, før den hvide mand kom til kontinentet i slutningen af 1700-tallet.

/ritzau/Reuters