Australien og Holland overvejer væbnet aktion i Ukraine

Både Australien og Holland er efterhånden så frustrerede over arbejdsforholdene i det østlige Ukraine, at de nu ønsker at sende bevæbnet politi og militær til det sted, hvor et passagerfly fra Malaysia Airlines sidste torsdag styrtede til jorden med 298 personer om bord.

Fredag arbejder udenrigsministrene fra de to lande således på at overtale den ukrainske regering til at lade dem sende politi og militær til ulykkesstedet.

- Australien er tæt på at nå til enighed med Ukraine om at indsætte australsk politi. Nogle af betjentene vil bære våben. De skal hjælpe til ved arbejdet med at finde ofrenes jordiske rester, siger den australske premierminister, Tony Abbott, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han fortæller, at 100 australske betjente fredag er rejst til Europa for at slutte sig til 90 af deres kolleger, der allerede venter på at kunne slutte sig til den multinationale mission.

Samtidig har Tony Abbotts hollandske kollega, Mark Rutte, meddelt, at 40 militærbetjente vil blive sendt til det østlige Ukraine for at støtte de 23 hollandske efterforskere, der allerede opererer på stedet.

Hertil kommer, at hollandske soldater fredag aften holder sig klar til at drage mod Ukraine, oplyser landets forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Allerede i løbet af weekenden vil det ifølge Mark Rutte blive besluttet, om det kommer på tale at sende soldaterne af sted.

Det er fortsat ikke lykkedes de internationale efterforskere og observatører at få fuld og sikker adgang til det store område, hvor vragdele, lig og ligrester ligger spredt over adskillige kvadratkilometer.

Ikke desto mindre lykkedes det fredag observatører at finde en række lig samt en stor del af flyvraget, der lå skjult i et skovområde, siger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Foreløbig er 189 ligkister blevet bragt til Holland, hvor retsmedicinere skal forsøge at identificere ofrene, skriver dpa.

Efter planen lander endnu et militærfly i Holland med yderligere 35 kister lørdag.

193 hollændere og 28 australiere var om bord på flyet MH17, da det efter alt at dømme blev ramt af et missil affyret fra jorden.

USA og Ukraine mener at kunne bevise, at prorussiske separatister står bag nedskydningen. Det har separatisterne dog blankt afvist.

/ritzau/

Dagens Gossip