Australiens bølger er en langt større dræber end hajer

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Australiens berømte surfbølger dræber flere mennesker end skovbrande, orkaner, oversvømmelser og hajer tilsammen, viser en undersøgelse offentliggjort onsdag i det videnskabelige magasin Natural Hazards and Earth Science Systems.

Kraftige understrømme i havet er langt mere tilbøjelige til at koste menneskelov end andre naturfarer i det enorme land, der også huser nogle af verdens giftigste slanger og edderkopper samt andet kryb og livsfarlige vandmænd og krokodiller.

For få dage siden blev en surfer dræbt af en haj ud for Western Australien, og den slags nyheder får altid stor omtale i medierne.

- Understrømme tegner sig for et større samlet tab af menneskeliv end andre højt profilerede naturfænomener, siger Rob Brander, forsker ved University of New South Wales og forfatter til undersøgelsen.

- Men de får ikke nær så megen opmærksomhed, siger han.

Rips, som de kaldes, er kraftige, smalle understrømme, der kan trækkere svømmere væk fra stranden og langt ud på havet. Nogle bliver udmattede, mens andre går i panik.

I gennemsnit forårsager understrømmene 21 bekræftede dødsfald om året i Australien, viser undersøgelsen.

- Og det er sandsynligvis en undervurdering, da der skal være et vidne, som har set en person, der bliver fanget i en understrøm, og den information skal indgå i den retsmedicinske rapport om dødsfaldet, siger Rob Brander.

Til sammenligning koster orkaner 7,5 menneskeliv, brande i naturen 5,9 liv, oversvømmelser 4,3 liv og hajer i snit ét menneskeliv om året. Tilsammen under 19.

/ritzau/