Australiens premierminister udfordret af forgænger

»I dag offentliggør jeg, at jeg stiller op til posten som leder af Labour-partiet,« siger Kevin Rudd på en pressekonference.

Hvis Rudd får magt, som han har agt, vil det betyde, at det australske regeringsparti højst usædvanligt dumper sin premierminister som leder af partiet mindre end tre måneder før det næste parlamentsvalg.

Kevin Rudd har besluttet sig for at udfordre Gillard, efter at en række meningsmålinger har vist, at den mindretalsregering, hun står i spidsen for, kan miste op til 35 pladser i parlamentet, når der er valg midt i september. Det vil i så fald sikre den konservative opposition et stærkt flertal i parlamentet, skriver Reuters.

Rudd er mere populær blandt australierne, og selvom han også vil have svært ved at vinde et valg, vurderes han dog at have en chance.

Julia Gillard har selv bedt sine partimedlemmer afgøre, hvem de ønsker som formand. Det bliver afgjort onsdag, og begge politikere har lovet, at de vil forlade politik, hvis de taber.

»Vi kan ikke have en regering eller et arbejderparti, som stiller op til valget med en person, der leder arbejderpartiet, og en person, som flagrer rundt omkring som et muligt alternativ,« siger Julia Gillard.

Det er ikke første gang, hun bliver udfordret af Rudd. Det er sket ved to tidligere lejligheder, men begge gange har Gillard vundet formandsvalget.

Hun erobrede posten som premierminister fra netop Rudd tilbage i 2010. Han var ellers ganske populær, da en jordskredssejr sikrede ham magten i Australien i 2007. Dengang besejrede han de konservative, der havde styret landet i mere end ti år, og han kunne fremvise imponerende resultater i popularitetsmålinger. Men hans miljø- og skattepolitik kostede ham kollegernes tillid, og derfor kom Julia Gillard til magten.

Hun udnævnte Rudd til udenrigsminister, og den post bestred han, indtil han første gang prøvede at vælte hende i 2012.

Dagens Gossip