To australiere stanget i årets sidste tyreløb i Pamplona

To australiere og en spanier er mandag blevet stanget under det sidste og længste tyreløb under dette års San Fermin festival i den nordlige spanske by Pamplona.

Fire andre personer kom til skade på anden vis og sendt på hospitalet, da løberne i de traditionelle hvide dragter og røde lommetørklæder faldt over hinanden foran de op mod seks et halvt ton tunge tyre under løbet gennem Pamplonas gader.

Mandagens løb var det sidste og længste af otte på dette års festival. Det tog tyrene, der kom fra en ranch i Sevilla, fire minutter og 47 sekunder at buldre gennem ruten på 848,6 meter og ind i Pamplonas tyrearena.

En 24-årig australier blev stanget i det højre lår, mens en 26-årig australier blev stanget tre gange, hedder det i en udtalelse fra den regionale regering i Navarra. En 21-årig spanier blev ligeledes stanget tre gange.

I alt er 42 tyreløbere kommet på hospitalet efter at have deltaget i tyreløbene under dette års festival. Syv er blevet indlagt efter at være blevet stanget.

Tyreløbene er højdepunkterne under den ni dage lange festival, som kan dateres tilbage til middelalderen. De blev udødeliggjort i Ernest Hemingways roman fra 1926 - "Og solen går sin gang".

Siden 1911 er mindst 15 mennesker blevet dræbt efter at være blevet stanget af en tyr. Senest i 2009, da en 27-årig mand blev stanget i nakken, hjertet og lungerne.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip