Australsk flyselskab vil fyre tusindvis af ansatte

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Det australske luftfartsselskab Qantas vil afskedige langt flere medarbejdere end forventet.

Selskabet svinger øksen over 5000 arbejdspladser som del af en omstrukturering, der skal rette op på selskabets dårlige økonomi.

Det oplyser Qantas torsdag i sit halvårsregnskab, der som forventet viste et stort minus ifølge det australske nyhedsbureau AAP.

I december chokerede Qantas med en markant nedjustering af forventningerne til indtjeningen og advarede samtidig om, at 1000 fuldtidsstillinger skulle nedlægges.

Men nedskæringerne bliver altså langt mere omfattende: 5000 ud af de i alt 32.000 arbejdspladser skal skæres fra.

- De udfordringer, vi står overfor, er enorme, sagde koncernchef Alan Joyce ifølge avisen Sydney Morning Herald i forbindelse med chokmeldingen i december.

Det er "ekstraordinære forhold" som høje priser på flybrændstof, en stærk australsk dollar og hård konkurrence, som har forværret selskabets høje omkostningsbase, uddybede han.

Qantas havde et underskud på 235 millioner australske dollar eller godt 1,1 milliarder kroner i de første seks måneder af regnskabsåret.

Flyselskabet vil over de næste tre år nedbringe sine omkostninger med to milliarder dollar eller næsten 10 milliarder kroner.

Qantas påstår, at det er oppe mod unfair konkurrence fra rivalen Virgin Australia, der har statsstøttede selskaber som Singapore Airlines, Etihad fra Abu Dhabi og Air New Zealand som majoritetsaktionærer.

De store kreditvurderingsfirmaer Moody's og S&P har de seneste måneder nedjusteret Qantas' kreditværdighed til "junk "-status.

- Qantas står over for nogle af de hårdeste udfordringer nogensinde, siger Alan Joyce i i forbindelse med torsdagens regnskabsmeddelelse.

Koncernchefen har sat sin egen løn ned med 36 procent.

/ritzau/