Australsk politi: Det var en fejl at løslade gidseltager

Skrevet af admin

17/12/2014

Dagens topnyheder

Mandagens gidseltagning i Sydney, hvor to civile blev dræbt, kunne måske være undgået, hvis en domstol havde fulgt en anbefaling fra politiet.

Den selvudnævnte sheik Man Haron Monis var kendt af politi og efterretningstjenester, før han tog 17 gidsler på en café mandag morgen lokal tid.

Den 50-årige iraner var på det tidspunkt løsladt mod kaution.

- Vi var fra første øjeblik bekymret for, at denne mand fik kaution, siger Andrew Scipione, der er øverste chef for politiet i New South Wales.

Han tilføjer, at politiet havde bedt domstolen om ikke at lade Monis komme ud mod at betale en kaution.

Monis, der blev dræbt, da politiet stormede caféen, var kendt som både voldelig og ekstremist.

I fjor blev han sigtet for at have medvirket til drabet på sin kone. Hun blev først stukket med kniv flere gange, før drabsmændene satte ild til hende i parrets lejlighed i Sydney. Monis var også sigtet for seksuelle overgreb på syv kvinder.

Han lagde også beskeder skrevet på arabisk ud på sin hjemmeside, hvor han sværgede troskab til "muslimernes kalifat".

Men selv om alt dette var kendt af politiet både i delstaten New South Wales og på føderalt plan samt af efterretningstjenesten Asio, så var Monis ikke opført på nogen lister over personer, der burde holdes et ekstra øje med.

Australiens premierminister, Tony Abbott, lover, at befolkningen nok skal få et svar.

- Vi ønsker at vide, hvorfor han ikke blev overvåget givet hans voldelige historie, hans historie som mental ustabil og hans historie med besættelse af ekstremisme, siger han.

Abbott lover fuld åbenhed om den undersøgelse, der skal kaste lys over, hvad der udløste gidseldramaet. Det kan vare måneder inden rapporten er klar.

/ritzau/Reuters