Australsk rapper anklager Miley Cyrus

Iggy Azalea hævder, at sangerinden har hugget et dansenummer fra hende.

Ifølge Azalea er hun ophavskvinden bag den såkaldte twerking, som Cyrus skabte vild forargelse med ved MTV Video Music Awards i august iført hudfarvet latexundertøj.

Den populære hiphop-stjerne varmer op for Beyoncé, når hun i slutningen af denne måned kommer til Australien med sin »Mrs. Carter«-turné og Iggy Azalea vil have tingene på det rene forinden:

»Jeg har brugt det nummer på scenen i to et halvt år. Miley har sgu nok set mine videoer på nettet og besluttet sig for at prøve det«, raser hun over for kulturmagasinet Paper.

Cyrus’ numserysten op ad sangeren Robin Thicke ved MTVs prisfest var for meget for de amerikanske seere og bølgerne går stadig højt - godt hjulpet af sangerindens fortsatte provokationer i hel- og halvnøgen udgave.

Forleden reagerede Sinead O’Connor med et åbent brev, hvori hun advarede sin unge kollega mod at prostituere sig, men det initiativ falder ikke i god jord.

Den irske sangerindes løftede pegefinger irriterer tydeligvis Cyrus, som sammenligner O’Connor med den psykisk syge skuespillerinde Amanda Bynes.

Popstjernen har lagt en kopi af det åbne brev på Twitter ledsaget af ordene:

»Før Amanda Bynes… var der…«.

Cyrus supplerer med et berømt foto af O’Connor, som river et billede af paven i stykker under en optræden i »Saturday Night Live« tilbage i 1992.

I morgen aften er det Miley Cyrus’ tur til at være gæstevært for underholdningsprogrammet.

Dagens Gossip