Australske Matthews var hurtigst i Vuelta-spurt

Michael Matthews (Orica-Greenedge) var stærkest, da 3. etape af Vuelta a Espana mandag blev afgjort i en massespurt.

Den australske rytter fik endda et ekstra udbytte ud af sine anstrengelser, da han bagefter kunne trække i løbets førertrøje.

Det skyldtes, at Matthews fik tildelt 10 bonussekunder for at køre først over målstregen.

Den kuperede etape på små 200 kilometer indbød til angreb, og det var netop, hvad der skete. Inden afslutningen i Arcos de la Frontera blev feltet dog samlet.

På opløbsstrækningen trak Matthews fra irske Daniel Martin (Garmin-Sharp). Joaquim Rodriguez (Team Katusha) måtte også opgive at følge med.

Michael Matthews har med etapesejren et forspring på fire sekunder til dette års Giro d'Italia-vinder Nairo Quintana (Movistar) i den samlede stilling, mens Alejandro Valverde (Movistar) er 11 sekunder efter australieren.

Forhåndsfavoritterne Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og Chris Froome (Sky) er henholdsvis 23 og 31 sekunder efter i klassementet.

/ritzau/

Dagens Gossip