Australske myndigheder advarer mod svenske tiggere

Skrevet af Jesper Larsen

30/12/2014

Mest læste i dag

Byrådet i den australske millionby Melbourne advarer sammen med den lokale afdeling af Frelsens Hær og Victoria police mod at give penge til turister, der tigger på gaden, skriver flere australske medier.

Størstedelen af tiggerne er unge rygsækrejsende fra især Sverige og Tyskland, der ser deres snit til at supplere deres lave rejsebudgetter ved at tigge penge på gaden i Melbourne. 

Ifølge avisen Herald Sun, er helt op mod hver tredje tigger i byen turist.

- En del af de rygsækrejsende har et meget lille budget, og i deres optik er det helt okay at tigge for at tjene lidt ekstra, siger Maj Nottle fra Frelsens hær til Herald Sun.

Han opforder borgere i Melbourne til ikke at give tiggerne penge, og hvis de virkelig gerne vil hjælpe, skal de købe mad til turisterne i stedet. 

Byens borgmster er også blevet involveret.

- Jeg er blevet oplyst om, at hver tredje tigger er en udenlandsk turist, siger Borgmester Robert Doyle til avisen og understreger, at det er ulovligt at tigge i delstaten Victoria, hvor Melbourne ligger.

Ifølge avisen dukker de rygsærejsende også op på byens suppekøkkener, hvor de stiller sig i kø til gratis mad sammen med byens hjemløse.