Autonom anklaget for vold mod konservativ politiker: Han var aggressiv og skubbede

Skrevet af Jesper Larsen

13/01/2015

Mest læste i dag

En sag om et overfald på den konservative københavnske lokalpolitiker Rasmus Jarlov, blev i dag indledt ved Københavns Byret.

Episoden udspillede sig 21. januar sidste år under en demonstration mod salget af DONG. Ifølge tiltalen skulle en 25-årig mand have slået Rasmus Jarlov flere gange i hovedet på Christiansborg Slotsplads, fordi politikeren havde givet udtryk for, at han var tilhænger af salget.

Den tiltalte 25-årige er en del af det autonome miljø i København, og han forklarede som den første om, hvad der skete til demonstrationen. Han forklarede, at Rasmus Jarlov var mødt op på pladsen, hvor han skulle til at male et banner, der støttede salget. Derfor ville den 25-årige tiltalte lave sjov med politikeren.

-Min kammerat stillede sig ved siden af dem og talte højt i sin telefon, og mens opmærksomheden blev afledt, tog jeg deres banner og løber 15-20 meter ind i demonstrationen, forklarede den tiltalte.

Truede med en spraydåse

Det affødte ifølge den 25-årige en voldsom reaktion fra politikerens ven, der løb efter ham, for at få banneret tilbage.


-Der løb en mand efter mig med en spraydåse hævet, og han var meget aggressiv. Der holder joken op med at være sjov, og da han hiver i banneret, får han også trukket i mig. Det er meget voldsomt. Der var flere, der forsøgte at dæmpe situationen, men hver gang trak folk sig, fordi han var så aggressiv, lød det fra den 25-årige.

Lidt senere stødte de to grupper sammen igen, og det førte til klammeri, og ifølge den 25-årige begyndte Rasmus Jarlov at skubbe den tiltaltes venner, hvorefter den 25-årige lagde sig i mellem, men ellers forholdt sig helt roligt og passivt.


Jarlov: De slog og skubbede

Da Rasmus Jarlov indtog vidneskranken efterfølgende, var det med en anden udlægning af forløbet.

Han forklarede den samme historie med banneret, men at hans ven blev omringet af en aggresiv gruppe, da han ville have banneret tilbage. Det fik den konservative politiker til at bryde ind og trække sin ven ud.

Ifølge Rasmus Jarlovs forklaring, fulgte de aggressive personer efter ham, og på et tidspunkt begynder de at blive fysiske.

- Han skubber og støder til mig, og jeg får et slag på hagen og et på hovedet, og min telefon bliver slået ud af hånden på mig og sparket i stykker, forklarede han.

Den tiltalte færdes i det autonome miljø, og en central del af sagen går på, hvorvidt overfaldet var politisk motiveret.

Konfrontationer for tv-tid

Ifølge Rasmus Jarlov var den tiltalte udemærket klar over, hvem han var, og kaldte ham flere gange ved navn.

- De sagde, jeg ikke skulle demonstrere der, og da jeg ikke ville forlade pladsen, blev de fysiske, lød det fra Rasmus Jarlov.

Den tiltaltes forsvarer forsøgte derimod at tegne et billlede af, at Rasmus Jarlov havde en forhistorie for at bruge konfrontationer med venstrefløjen for at komme i medierne, men det afviste politikeren var tilfældet.

Senere vil der blive præsenteret en længere række vidner til episoden.¨

Den 25-årige nægter sig skyldig. Han er desuden tiltalt for at have kastet en flaske efter en gruppe politibetjente ved en demonstration mod nazisme tre måneder senere. 

Der forventes dom i sagen i morgen.