Autostolen mest sikker i nye biler

To små klik og autostolen står fast. Det efterhånden udbredte isofix-system gør ikke bare de ofte uhåndterlige autostole nemmere at montere. Med isofix står stolene til familiens yngste også langt bedre fast, hvis uheldet er ude. Også når der ikke sidder et barn i stolen, modsat mange andre autostole som blot står løst på sædet.

Det er endnu en gang konklusionen i forårets store test af i alt 33 autostole, som FDM har foretaget i samarbejde med de øvrige europæiske bilklubber.

Derfor hilser FDM det også velkomment, at det nu er et EU-lovkrav, at alle nye bilmodeller som minimum skal have to isofix-beslag på bagsædet. Fra udgangen af 2014 kommer kravet desuden til at gælde alle nye biler af eksisterende modeller.

- De senere års test har vist, at isofix-monterede autostole er bedre forankret til bilens bagsæde og dermed mere sikre ved en kollision. Det har imidlertid ikke været alle biler, der har haft isofix-beslag, så vi er naturligvis glade for, at man fra EUs side har lyttet til bilklubberne og gjort isofix til et krav i alle nye biler, siger FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.

33 autostole testet - fire dumpede

De 33 autostole er testet på fire forskellige parametre: sikkerhed, betjening/ergonomi, rengøring/finish og skadelige stoffer. Og ligesom ved tidligere test er der også denne gang stor forskel på de bedste og dårligste stole. Hvor langt de fleste opnår gode resultater inden for alle kategorier, falder enkelte stole stadig igennem på en eller flere af kategorierne.

Fire stole dumper efter mindre fund af skadelige stoffer, hvilket dog er færre end tidligere.

Det gælder om at se sig for, når man køber autostol. Derfor anbefaler FDM, at man køber sin autostol, hvor man kan få den nødvendige rådgivning og instruktion, og at man i øvrigt prøver, om den enkelte stol nu også passer til ens bil. Derudover er det god idé at sætte sig ind i de forskellige stoles egenskaber og evner.

Dagens Gossip