Avis: Alonso blev slået tilbage til 1995 efter Formel 1-uheld

Den spanske Formel 1-stjerne Fernando Alonso mistede ikke bare bevidstheden, da han kørte galt i sin McLaren-racer i et testløb i januar.

20 år af hans hukommelse var også væk efter uheldet, som den 33-årige veteran slap fra med en hjernerystelse. Det skriver den spanske avis El Pais ifølge flere britiske dagblade.

Alonso blev efter sammenstødet på Catalunya-banen i Barcelona indlagt på et hospital til undersøgelse, og da han vågnede op efter kortvarigt at have været bevidstløs, havde han ingen erindring om sin tid som Formel 1-kører eller sine to verdensmesterskaber.

Da han blev spurgt om, hvem han var, hvad han lavede og hvilke forventninger, han havde til sit liv, svarede Alonso angiveligt:

- Jeg er Fernando, jeg kører gokart, og jeg ønsker at køre i Formel 1.

Tilsyneladende kunne han ikke huske sin debut i Formel 1 hos Minardi i 2001 eller nogen af sine verdensmesterskaber i 2005 og 2006.

Chefen for McLaren, Ron Dennis, afviser ikke oplysningerne. Dennis sagde i sidste uge, at Alonso efter uheldet havde haft hukommelsestab.

Tilbage i 1995 var Alonso en 13-årig skoleelev i hjembyen Oviedo i det nordlige Spanien. Hans far, Jose Luis, havde bygget en gokart til Alonso, da sønnen var tre år.

Siden har Alonso kørt for Renault og før sit skifte i denne sæson til McLaren, som han også tidligere har repræsenteret, sad han i sædet hos Ferrari.

Alonso var indlagt i tre dage, efter at han kørte af banen og ramte ind i en betonvæg 22. januar.

Efter råd fra sine læger er Alonso ikke med i sæsonpremieren i Formel 1 næste weekend i Melbourne. Og den beslutning giver som bekendt McLarens danske reservekører, Kevin Magnussen, et overraskende comeback i Australien.

Det er endnu ikke opklaret, hvad der var årsag til Alonsos uheld, der skete med en hastighed på omkring 150 kilometer i timen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip