Avis: Australien og USA spionerede på klimatopmøde

Skrevet af admin

03/11/2013

Dagens topnyheder

Australien og USA gik sammen om at overvåge Indonesien under FN's klimakonference på Bali i 2007, skriver The Guardian.

Avisens australske udgave henviser til et dokument fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der viser, at den australske efterretningstjeneste og amerikanske NSA forsøgte at indsamle indonesiske sikkerheds-embedsmænds telefonnumre.

Afsløringen kan forværre det allerede anspændte forhold mellem Australien og Indonesien.

Tidligere på ugen kom det frem, at Australiens ambassade i den indonesiske hovedstad, Jakarta, bliver brugt til at opsnappe telefonsamtaler og anden form for kommunikation som led i et amerikansk spion-netværk.

Ifølge The Guardian var aflytningsmanøvren på klimamødet i 2007 dog ikke specielt succesfuld. Det lykkedes kun samarbejdspartnerne at skaffe mobilnummeret til Balis politichef.

Målet for operationen skulle have været at sikre en solid forståelse for sikkerhedsstrukturen i landet, hvis der skulle opstå en nødsituation, lyder det i en NSA-rapport ifølge avisen.

- Bestræbelserne på lokationen afslørede et hidtil ukendt indonesisk kommunikationsnetværk og gjorde os i stand til at optrappe indsamlingen i tilfælde af en nødsituation, hedder det i rapporten ifølge The Guardian.

På tidspunktet for klimatopmødet var Kevin Rudd netop blevet valgt til premierminister for Australien. Turen til Bali var hans første store officielle togt, og han var personlig gæst til den indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyono.

Begge ledere blev enige om at arbejde sammen for at knytte tættere bånd mellem nationerne. Derfor er aflytningssagen særdeles pinlig for Australien, skriver avisen.

Snowdens mange informationer er de seneste måneder gået verden rundt. Senest har det vakt opsigt, at NSA har lyttet med på den tyske forbundskansler, Angela Merkels, mobiltelefon.

/ritzau/AFP