Avis: Belgisk politi jagter endnu en mistænkt

Skrevet af admin

24/03/2016

Mest læste i dag

Det belgiske politi eftersøger ifølge den franske avis Le Monde endnu en mistænkt gerningsmand i forbindelse med angrebene i Bruxelles tirsdag.

Den mistænkte mand skulle ifølge avisen være blevet filmet af et overvågningskamera i Bruxelles' metro. Han bar på en stor taske og var i selskab med Khalid El Bakraoui, kort før El Bakraoui sprængte sig selv i luften på metrostationen Maelbaek tirsdag.

Politiet eftersøger også en mand, der blev set i selskab med de to selvmordsbombere, der angreb lufthavnen Zaventem.

Belgisk politi slog onsdag fast, at de to selvmordsbombere i lufthavnen var Najim Laachraoui og Ibrahim El Bakraoui, bror til bombemanden i metroen. De to ses på overvågningsbilleder i selskab med en tredje mand iført bøllehat og hvid jakke.

Han placerede en bombe med den største sprængladning, hvorefter han forsvandt fra lufthavnen. Bomben eksploderede dog ikke, men blev senere bortsprængt af myndighederne.

Belgisk politi har jagtet denne tredje mand siden angrebene, men ifølge Le Mondes oplysninger skulle politiet altså eftersøge en anden mistænkt medskyldig.

31 personer er hidtil omkommet efter angrebene, mens antallet af sårede er opgjort til 300.

Det står klart, at selvmordsbomberne i Bruxelles er i ledtog med de personer, der angreb Paris 13. november.

Den ene lufthavnsbomber, Laacheraoui, menes at have lavet bomber for Islamisk Stat (IS). Under opklaringen af terrorangrebet i den franske hovedstad, Paris, i november har politiet fundet flere spor efter ham.

130 mennesker blev dræbt i Paris af syv terrorister, der begik skudmassakrer og sprængte selvmordsbomber.

IS tog skylden for massakren og har også taget skylden for blodbadet i Bruxelles.

/ritzau/