Avis: Bendtner anholdt for hærværk i England

Nicklas Bendtner blev mandag anholdt for at have udøvet hærværk ved sit hjem i nærheden af London, skriver The Sun.

Ifølge avisen har britisk politi efterfølgende løsladt den 25-årige landsholdspiller og givet ham en advarsel i sagen.

Overblik: Her er Bendtners balladesager

Arsenal-angriberen mistænkes for at have haft noget at gøre med en hærværks-episode i den luksuriøse lejlighedskompleks i byen Bushey, hvor han bor.

Et vindue er smadret, og en låst dør er blevet forsøgt sparket ind ved et fitness- og poolområde, lyder det.

Videoovervågning fra stedet viser angiveligt en gruppe af mennesker, som ved 1-tiden natten til mandag stimlede sammen ved døren, og der var adskillige forsøg på at sparke den ind, skriver The Sun.

- Et kamera inde i receptionen til fritidsområdet fanger så, hvad der ligner en mand, som er kommet ind gennem et smadret vindue. Han forsøger at sparke den låste dør op til motionscentret, skriver avisen.

Bendtner taler ud: Jeg er mere moden

Naboer i bygningen fortæller, at de vågnede midt om natten til lyden af spark mod døren og smadret glas. Mandag var politiet på stedet for at udspørge beboerne, og Nicklas Bendtner blev mødt af betjente, da han vendte hjem fra træning, lyder det.

Siden blev fodboldspilleren anholdt og mistænkt for hærværket. Han er siden blevet løsladt med en advarsel, skriver The Sun.

Det er langt fra første gang, at den ofte så skandaleramte Bendtner er havnet i politiets søgelys:

I starten af marts blev han taget i centrum af København, hvor han kørte mod ensretningen med en promille på 1,75 i blodet.

Spritkørslen kostede ham en bøde på 842.000 kroner og et halvt års "tænkepause" fra landsholdet. Samtidigt fik han frataget sit kørekort i tre år.

Læs også: Nicklas Bendtner knaldet for spritkørsel i København

I februar 2012 mistede han kørekortet i to måneder, efter at han i december 2011 blev stoppet af politiet for at have kørt alt for hurtigt. Samme måned blev han anholdt for hærværk mod mindst tre biler.

I november 2011 blev han politianmeldt for vold mod en gæst på Hotel Marienlyst i Helsingør. Angriberen var oppe at toppes med gæsten midt om natten efter landsholdets venskabskamp mod Sverige. Politiet gik ikke videre med sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip