Avis: Britisk parlament vil anerkende Palæstina

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

Underhuset i det britiske parlament vil sandsynligvis for første gang anerkende Palæstina som en stat mandag, når parlamentarikerne skal diskutere palæstinensernes ret til selvstændighed.

I arbejderpartiet Labour vil parlamentarikerne blive presset til at stemme for en resolution, der opfordrer regeringen til at anerkende Palæstina som en stat, mens mange liberale demokrater og en del konservative også ventes at støtte den, skriver The Guardian.

Men resolutionen er kun symbolsk og ministre vil afholde sig fra at stemme, da den officielle britiske kurs er på linje med EU's, der støtter forhandlinger om en tostatsløsning.

Storbritannien undlod at stemme om en palæstinensisk stat ved FN's Generalforsamling i 2012, hvor palæstinensernes status blev opgraderet fra "permanent observatør" til "ikke-medlem observatør stat."

Under en lang debat mellem parlamentarikerne sagde Labours Grahame Morris, at "det internationale samfund i for lang tid grusomt har afvist palæstinensernes rettigheder og dermed har forhindret indførelsen af fred og sikkerhed i regionen."

- En tostatsløsning har været briternes erklærede politik i årtier, men i politik er ord ofte gratis. Der har hidtil kun været tale om retorik, sagde han.

Israels udenrigsministerium indkaldte tidligere i denne uge Sveriges ambassadør for at protestere mod den svenske regerings erklærede hensigt om at anerkende en palæstinensisk stat.

Israel har udtrykt dyb skuffelse over, efter at Sveriges nyvalgte statsminister, Stefan Löfven, har meddelt, at han agter at anerkende en palæstinensisk stat.

- Et sådant skridt vil ikke bidrage positivt til forholdet mellem Israel og palæstinenserne, men derimod forværre det, siger israelske talsmænd.

Israel har gennem lang tid insisteret på, at palæstinenserne kun kan opnå deres lovede stat gennem direkte forhandlinger, og ikke gennem andre diplomatiske kanaler.

Sverige stemte i 2012 for at give palæstinenserne observatørstatus i FN.

/ritzau/