Avis-chef: Spion-anklage er slet ikke vores

Skrevet af admin

23/05/2016

Mest læste i dag

Politikens tidligere ansvarshavende chef har ikke noget ansvar, når det gælder en alvorlig beskyldning mod en fremtrædende Stasi-jæger for selv at have fungeret som spion for Stasi.

Avisen var bare budbringer - eller rettere: Avisen har blot gjort offentligheden den tjeneste at afsløre navnet på den person, som en koldkrigsforsker havde i tankerne, da forskeren fortalte, at han havde fundet en hidtil ukendt storspion.

Sådan lyder forsvaret mandag i en injuriesag i Københavns Byret fra den tidligere chefredaktør Bo Lidegaard.

- Jeg har aldrig rejst en sigtelse mod Per Michaelsen, siger Lidegaard.

- Jeg har skrevet i avisen, at det er Per Michaelsen, som Thomas Wegener Friis tænker på, uddyber han.

Thomas Wegener Friis er forskeren. Han havde ikke tilstrækkelig dokumentation til at fremlægge navnet på den person, han mistænkte.

Og Per Michaelsen er den journalist og forfatter, der har fået hæder og priser for at afsløre danskere, som har samarbejdet med den østtyske sikkerhedstjeneste.

Men han drev muligvis et utroligt dobbeltspil, fremgik det af Politiken 26. maj 2012. "Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter," stod der i Politikens overskrift.

Eksponeringen af Per Michaelsen er grov bagvaskelse, mener Per Michaelsen. I byretten kræver han den tidligere chefredaktør sendt i fængsel og dømt til at betale en godtgørelse på 300.000 kroner.

Under afhøringen siger Bo Lidegaard, at han stod i et svært dilemma, da han skulle afgøre, om artiklen med Michaelsens navn skulle trykkes.

- Havde det været enhver anden end Per Michaelsen, ville det være faldet ud til den modsatte side, forklarer han.

På grund af sine mange artikler i Ekstra Bladet og to bøger om Stasi og Danmark er Per Michaelsen en slags hovedforfatter til vores historie om perioden, forklarer han.

Avisen havde to kilder til, hvem koldkrigsforskeren gik og tænkte på. Begge var kolleger, som forskeren havde betroet sig til. Den ene er dr. phil. Bent Jensen.

Politiken og advokat Tyge Trier forsvarer sig blandt andet med, at kendte og fremtrædende personer må finde sig i mere end andre, når det gælder omtale i medierne.

På et tidspunkt spørger Trier den 73-årige Michaelsen, om han anser sig selv for at være en offentlig person. Spørgsmålet opleves som en provokation, kan man høre på Michaelsens tonefald:

- Jeg er journalist - og jeg har altså også nogle rettigheder! At blive angrebet for noget, der kan give livsvarigt fængsel. Hvordan kan Bo Lidegaard finde på at trykke det uden nogen form for dokumentation?

Sagen fortsætter tirsdag.

/ritzau/