Avis: DBU skjulte ulovlig lækage

Morgenavisen skriver tirsdag, at den er besiddelse af en rapport og mails som viser, hvordan både DBU og Danske Spil udveksler personfølsomme oplysninger. Det fremgår samtidig, at begge statsejede organisationer giver udtryk for bevidsthed om, at de to kvinders navne er personfølsomme oplysninger, og at lækage dermed er lig et brud på persondata-loven.

De to kvinder blev involveret i matchfixingsagen mod fodboldspilleren Kristoffer Wichmann, da de i august 2011 havde hjulpet ham med at spille penge på sit eget hold i strid med reglerne. Men Danske Spil har i henhold til persondataloven ikke ret til at videresende navnene på deres kunder til DBU.

Jyllands-Posten er i besiddelse af en fortrolig rapport sendt fra DBU til politiet. Her refererer avisen en mail fra Danske Spil til DBU:

- Vi må og kan ikke videregive oplysninger om de personer, der har indsendt kvitteringerne. Så hvis han ønsker at indkalde de to piger til et møde, skal han have fundet frem til deres navne på anden vis. Han må under ingen omstændigheder nævne, at han ved, at de har indsendt kvitteringer til os, eller at han har fået deres navne oplyst af os.

DBU har i sagens afgørelse opgivet, at de ikke kunne få de to kvinders navne fra Danske Spil, før kvinderne selv havde givet deres samtykke.Fodboldforbundet oplyste samtidig, at det skete den 10. juli 2012.

Men over for Jyllands-Posten bekræfter Danske Spils informationschef, Thomas Rørsig, at Danske Spil overgav oplysningerne allerede i marts 2012.

Også DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen erkender, at noget tyder på, at forbundet ikke har givet korrekte oplysninger i sagens kendelse.

- Det er I jo i færd med at påvise, at det ikke er, siger Jim Stjerne Hansen til Jyllands-Posten.

Ifølge den juridiske professor Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet, er det en skærpelse af en mulig straffesag og eventuelt bødeforlæg, hvis lovbruddet er udført bevidst, sådan som mailen kan indikere.

Dagens Gossip