Avis: Drabsmand med i forbudt organisation

Ifølge avisen er der tale om den nu forbudte gruppe Al Muhajiroun, grundlagt af hadprædikanten Omar Bakri Mohammed, der flygtede til Libanon efter terrorangrebet mod Londons undergrundbane i 2005.

En tidligere leder af organisationen, Anjem Choudary, siger, at han genkender manden, som på en video står med en blodig en kniv og en kødøkse i hånden, mens liget af soldaten ligger på vejbanen.

Ifølge Choudary konverterede manden til islam i 2003, men stoppede for et par år siden med at deltage i organisationens møder. Organisationens ledere prædikede blandt andet, at terrorangrebet mod USA 11. september 2001 var en retfærdig hævn.

»Han var en venlig og helt normalt stille fyr, der var interesseret i islam,« siger den tidligere leder og forklarer, at manden som han kalder Mujahid og Michael, forsvandt i et par år, og at han derfor ikke ved, hvilken indflydelse han har været under.

Ifølge Reuters har de to mænd begge relationer til Nigeria. Samtidig var de ifølge BBC, der citerer regeringskilder, inden onsdagens drab kendt af de britiske sikkerhedsmyndigheder.

Independent oplyser, at Mujahid, som politikilder identificerer som den 28-årige Michael Olumide Adebolajo, er britisk født og af nigeriansk oprindelse. Reuters skriver, at den anden drabsmand også er britisk med nigeriansk baggrund, mens Guardian mener at vide, at han er født i Nigeria og har fået britisk statsborgerskab.

Ifølge The Guardian har den ene af de to udtrykt interesse for at rejse til Somalia og kæmpe med terrorbevægelsen al-Shabaab, der støtter al-Qaeda.

Politiet har torsdag formiddag gennemført ransagninger mod flere adresser knyttet til de to mænd. Det gælder i blandt andet Lincolnshire, hvor en del Michael Olumide Adebolajos familie bor. Det gælder også hans søsters bolig i London-forstaden Romford, der er blevet forseglet.

Yderligere skriver BBC, at politiet har gennemsøgt et hus i Greenwich i nærheden af Woolwich, hvorfra tre kvinder og en dreng blev kørt væk fra tidligere på dagen.

Den britiske premierminister David Cameron erklærede torsdag eftermiddag, at drabet var et angreb på den britiske livsstil, men også et »forræderi mod islam«.

David Cameron sagde, at der ikke findes en undskyldning eller noget der kan retfærdiggøre angrebet, og at ansvaret alene ligger hos »de sygelige individer«, der har gennemført det.

Yderligere hyldede han Ingrid Loyau-Kennett, der efter drabet konfronterede en af de to angribere med ordene:

»Du vil tabe. Det er kun dig mod mange.«

»Hun talte for os,« lød det fra David Cameron.

Torsdag er det desuden blevet bekræftet, at den dræbte soldat har gjort tjeneste i Afghanistan.

Dagens Gossip