Avis: Eks-irakiske officerer hjælper ekstremister

Den ekstremistiske, islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS), der har indtaget adskillige byer i Syrien og Irak over de seneste måneder og udråbt et selverklæret kalifat, får blandt andet hjælp af tidligere irakiske officerer.

Det skriver The New York Times på baggrund af oplysninger fra irakiske kilder.

- Islamisk Stat har stille og roligt opbygget en effektiv militær ledelsesstruktur, der hovedsageligt består af midaldrende irakere, som styrer forskellige afdelinger for finans, våben, lokal ledelse, militære operationer og rekruttering, skriver den amerikanske avis og tilføjer:

- Den øverste leder, den selverklærede leder for alle muslimer, Abu Bakr al-Baghdadi, håndplukkede mange af sine underordnede ledere, da han sad fængslet i den amerikanske Camp Bucca-fangelejr for 10 år siden.

Ifølge The New York Times foretrak han mænd med militær baggrund.

Derfor er der på hans lederteam i dag mange officerer fra Saddam Husseins nu opløste hær. Blandt dem er irakiske officerer som Fadel al-Hayali, som var næstkommanderende i den tidligere hær, og Adnan al-Sweidawi, en tidligere oberst.

De tidligere officerer er stærkt medvirkende til, at Islamisk Stat har kunnet erobre så meget terræn på slagmarken, da de forbinder traditionel militær kunnen med terrorist-teknikker, der er blevet udviklet under Irak-krigen. Samtidig er de stedkendte og har lokale netværk.

Abu Bakr al-Baghdadi udråbte sig selv som kalif den 29. juni. Her gav den militante leder alle verdens muslimer ordre til at adlyde ham i et islamisk kalifat, der skal omfatte hele den muslimske verden. Samtidig skiftede hans organisation navn fra Isil til IS.

Gruppen vil begynde med at etablere en islamistisk stat i et område, der dækker dele af Irak og Syrien, hvor folk fra Islamisk Stat i månedsvis har deltaget i kampe mod den syriske præsident, Bashar al-Assad.

/ritzau/

Dagens Gossip