Avis: FCK kan hoppe op i tredje seedningslag

FC København havde egentlig udsigt til en plads i fjerde seedningslag, når Uefa på fredag trækker lod til gruppespillet i Champions League.

Men resultaterne i den sidste playoff-runde har udviklet sig således, at det danske mesterhold er snublende tæt på tredje seedningslag.

Det skriver B.T. tirsdag.

Sagen er den, at Olympique Lyon og Schalke 04, som begge er seedet over FC København, er i farezonen for at ryge ud inden slutspillet. Og det til fordel for hold, som er seedet dårligere end FCK.

Lyon tabte 0-2 hjemme til Real Sociedad i de to klubbers første opgør, mens Schalke 04 kun fik 1-1 hjemme mod grækerne fra Paok Saloniki i det første opgør. Tyskerne og Paok Saloniki mødes tirsdag, mens Lyon først møder Real Sociedad onsdag.

Hvis kun et af de to hold snubler, har FC København stadig en chance for det tredje seedningslag, men så skal Arsenal, Zenit St. Petersborg eller Basel snuble, og de tre hold har et langt bedre udgangspunkt.

/ritzau/

Dagens Gossip