Avis: Fogh bad Bush om hjælp til NATO-job

»Under overdragelsen til Obamas nye hold, placerede vi udnævnelsen højt på listen, og vi forklarede omhyggeligt, hvorfor vi syntes, Fogh ville være en fantastisk kandidat for USA«, fortæller Damon Wilson til avisen.

Wilson var en central rådgiver i Det Hvide Hus under George W. Bush og er i dag er vicedirektør i tænketanken Atlantic Council i Washington.

»Når man tænker på, hvor omfattende sådan en overdragelse er, er det slet ikke indlysende, at sådan en beslutning kommer til at stå på listen over vigtige sager«, tilføjer han.

Hjælpen fra Bush var i høj grad en tak for Danmarks loyale deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, mener den amerikanske diplomat.

Den kom dog også, fordi Fogh selv udtrykkeligt bad om hjælp fra Bush under et møde på præsidentens ranch i Texas i marts 2008 – blot tre en halv måned efter det folketingsvalg, der havde sikret Fogh Rasmussen genvalg for anden gang.

Dengang hævdede Fogh, at han slet ikke var på jobjagt.

Men ifølge Damon Wilson sagde den daværende danske statsminister på mødet ligeud, at han gerne ville være generalsekretær.

»Præsidenten gjorde det klart, at han ikke kunne love noget, fordi den nye præsident skulle træffe den beslutning. Det, vi lovede at gøre, var at nævne det i overgangen mellem Bush og den næste præsident. Og det gjorde vi,« siger Damon Wilson.

Han fortæller, at Anders Fogh Rasmussen flere gange nød godt af det nære forhold til George W. Bush.

På et tidspunkt var USAs udenrigsministerium på vej til at lægge straftold på bestemte danske svinekødprodukter. Men da danske embedsfolk ringede til Det Hvide Hus og gjorde opmærksom på, at det ville ramme producenter på Foghs hjemegn omkring Viborg blev straftolden kort efter droppet, skriver Politiken.

Anders Fogh Rasmussen har ifølge avisen ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Dagens Gossip