Avis: Friis Bach blåstemplede Løkkes dyre rejser

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Ikke alene kendte udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, dyre rejser på første klasse for klimaorganisationen GGGI.

Han godkendte dem også.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af oplysning fra flere kilder.

Ifølge avisen godkendte Christian Friis Bach de luksuriøse rejseregler for danske bistandsmidler, før Venstres formand overhovedet trådte ind som formand for organisationen.

Det står i skærende kontrast til det, som Christian Friis Bach har bedyret igen og igen - også overfor Folketinget - nemlig, at han intet anede om Lars Løkke Rasmussens rejsevaner, og at han intet havde at gøre med tilblivelsen af rejsereglerne.

Tidligere har Christian Friis Bach ellers understreget, at Løkkes rejser til over en million kroner var spild af danske bistandsmidler.

- Der må jeg bare sige, at de rejseregler og formandens brug heraf har været et enkeltstående tilfælde.

- Det er ikke den måde, vi ønsker at bruge danske bistandsmidler på, har Christian Friis Bach sagt.

På et samråd i Folketinget har Friis Bach sågar understreget, at det kun var FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, der har nydt samme rejseprivilegier som Løkke.

Udviklingsministeren holder pressemøde torsdag eftermiddag i sit ministerium. Her oplyser flere kilder, at han vil gå af på grund af sit kendskab til Lars Løkke Rasmussens dyre klimarejser for danske bistandsmidler, som han selv har kritiseret offentligt.

Samtidig med kritikken af Løkkes rejser har Christian Friis Bach flere gange bakket op om Løkkes indsats for den dansk støttede klimaorganisation.

Da Lars Løkke Rasmussen første gang blev konfronteret med sine rejsevaner understregede Venstres formand, at Friis Bach havde indblik i organisationens økonomi.

/ritzau/