Avis: Græske banker vil redde sig selv med kundernes penge

Godt et døgn inden en folkeafstemning i Grækenland, som kan blive afgørende for landets fremtid i eurozonen, har Financial Times bragt sindene i kog med en nyhed om, at de græske banker vil beslaglægge en del af kundernes penge for at redde sig selv.

Den britiske finansavis skriver lørdag, at bankerne vil inddrage mindst 30 procent af indeståender over 8000 euro svarende til 60.000 kroner. Pengene skal være med til at forhindre et kollaps i den græske finanssektor.

Det vil eksempelvis betyde, at en græker med 20.000 euro på kontoen vil miste 4000 euro og se sit indestående skrumpe til 16.000 euro.

- Det vil ske i forbindelse med en generel omstrukturering af banksektoren, når Grækenland igen er omfattet af et nødhjælpsprogram, siger en kilde til Financial Times.

Personen udtaler sig på baggrund af indsigt i de konkrete forhandlinger om tiltaget ifølge avisen.

Men oplysningerne har ifølge både de græske banker og regeringen i Athen intet på sig.

Louka Katseli, der er formand for den græske banksammenslutning samt bestyrelsesformand for en af landet største banker, National Bank of Greece, betegner Financial Times' oplysninger som "grundløse".

- Der eksisterer ikke sådanne scenarier for græske banker. Ikke engang som en øvelse på et stykke papir, siger Katseli ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, afviser også blankt.

- Det er et ondsindet rygte, skriver ministeren i et tweet.

Bankerne i Grækenland har hele denne uge været lukket, og samtidig er grækernes mulighed for at hæve penge i kontantautomater begrænset til 60 euro om dagen.

Den Europæiske Centralbank har i lang tid forsynet de græske banker med kontanter, og dermed været med til at forhindre, at de bliver erklæret insolvente. Bankerne har som sikkerhed for tilførslen af likviditet stillet statsobligationer.

Men den livline kan blive skåret over efter søndagens afstemning.

Hvis et flertal af de græske vælgere siger nej til de internationale kreditorers krav for at forlænge hjælpepakken til den græske stat, kan det få ECB til at indstille sine lån til bankerne.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip