Avis har brev: Grækenland bøjer sig for långiveres krav

Den låste strid om den græske gældskrise kan være på vej mod en løsning.

I hvert fald har regeringen i Grækenland angiveligt besluttet at acceptere stort set alle krav stillet af kreditorerne i et brev sent tirsdag aften.

Det skriver Financial Times, som har set og citerer brevet fra landets regeringschef, Alexis Tsipras, til de internationale långivere - Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen.

Brevet uddyber et overraskende forslag fra tidligere tirsdag, da grækerne bad om en forlængelse af det eksisterende låneprogram og samtidig efterspurgte et nyt på 29,1 milliarder euro.

Selv om Grækenlands deadline for at afdrage på sit IMF-lån var tirsdag aften, er der alligevel basis for at forhandle videre på baggrund af det to sider lange brev, skriver avisen.

Der er enkelte modkrav fra Tsipras. Blandt andet med hensyn til momsrabat til græske udkantsøer og en forsinket implementering af den højere pensionsalder på 67.

For øerne ønsker Tsipras en rabat på 30 procent. Premierministeren vil også sikre en ydelse til landets fattigste pensionister.

Grækerne er desuden klar til at spare dobbelt så meget på forsvaret. De vil spare 400 millioner i stedet for 200 millioner euro.

Eurozonens finansministre holder et telefonmøde klokken 17.30 onsdag.

Financial Times mener at vide, at de her skal diskutere forslaget fra Athen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV