Avis: Italiensk storklub vil leje Daniel Agger

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Daniel Agger skifter muligvis til italiensk fodbold allerede i januar.

I hvert fald ønsker Napoli at indgå en lejeaftale med forsvarsspilleren, som i weekenden endnu engang måtte se til fra bænken, da Liverpool smadrede Tottenham 5-0 på udebane.

Repræsentanter for Napoli har mandag været i kontakt med Liverpool vedrørende en midlertidig aftale om at leje Agger, skriver The Guardian.

Der har tidligere været rygter om, at den 29-årige Agger var på vej væk fra Liverpool, fordi han flere gange i denne sæson er blevet fravalgt til startopstillingen.

Agger blev i 2006 hentet til klubben af Rafael Benitez, som nu er manager for Napoli.

I sommer blev Agger udnævnt til viceanfører for Liverpool, efter at FC Barcelona viste interesse for at skrive kontrakt med danskeren.

Men manager Brendan Rogers er åbenbart ikke overbevist om, at Liverpools centrale forsvar skal bygges op omkring Agger.

I søndagens kamp i London var Agger bænket på bekostning af Martin Skrtel og Mamadou Sakho, mens stjerneangriberen Luis Suarez var anfører.

The Guardian nævner ikke noget om, hvordan Liverpool har reageret på henvendelsen fra Napoli.

/ritzau/