Avis: Journalist stjal mands billede til falsk profil

En journalist og avisen Metroxpress er blevet politianmeldt for at stjæle et billede af en dansk mand og derefter bruge det på en falsk Facebook-profil.

Det skriver Jyllands-Posten fredag.

Via profilen på det sociale medie er journalisten, som på det tidspunkt arbejdede for Metroxpress, kommet i kontakt med venner til den nu afdøde Omar El-Hussein, som stod bag terrorattentaterne i København i februar.

I dagene efter angrebene sendte journalisten en venneanmodning til vennerne, som bor i Jordan. Journalisten kaldte sig Søren Heisenberg, hvilket ikke er hans rigtige navn.

Han udgav sig for at være ven med Omar El-Hussein og "likede" ekstreme, islamistiske grupper som Hizb-ut-Tahrir, skriver Jyllands-Posten.

- Vi bliver først opmærksomme på denne sag i forbindelse med Jyllands-Postens historie, siger chefredaktør for Metroxpress Jonas Rathje til Ritzau.

En mand, der arbejder som sikkerhedsvagt, har politianmeldt journalisten og Metroxpress, fordi det er hans billede, der blev brugt på den falske Facebook-profil.

- Det er rigtig ubehageligt, at mit ansigt er blevet misbrugt på den måde, siger han til Jyllands-Posten.

Metroxpress kan fredag bekræfte over for Ritzau, at den pågældende journalist ikke længere er ansat på avisen. Men han er ikke blevet fyret. Journalisten har fået et andet job, og det er sket, inden den aktuelle sag kom frem.

Ifølge chefredaktøren har Metroxpress ikke kendt til journalistens undercover-metoder.

- Som medie har vi altid et ansvar for, hvad vores journalister foretager sig. Men i denne sag har journalisten arbejdet på egen hånd og i strid med vores regler, som vedkommende har været bekendt med, siger Jonas Rathje.

- Så vidt vi ved, er der ikke kommet historier frem på baggrund af den her arbejdsmetode, så det har ikke været muligt for os at opdage det, siger han.

- Og journalisten har ikke gjort nogen af os bekendt med, at han havde profilen.

Flere eksperter i straffe- og medieret understreger over for Jyllands-Posten, at sagen er meget alvorlig.

- Jeg har aldrig hørt om noget lignende, siger juridisk chef i Nationalt Cyber Crime Center i Rigspolitiet Kate Jacquerot til Jyllands-Posten.

- Det er en overtrædelse af persondataloven, for man må ikke tilegne sig en anden persons portrætbillede og bruge det på et socialt medie uden tilladelse, siger hun.

At billedet desuden er sat i forbindelse med ekstremisme, kan være en overtrædelse af straffelovens paragraf om freds- og æreskrænkelser, påpeger Kate Jacquerot.

/ritzau/

Dagens Gossip