Avis: KPMG fusionerer med Ernst & Young i Danmark

Revisionsfirmaet KPMG overtager den danske del af Ernst & Young, der er en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, erfarer Børsen.

KPMG er Danmarks tredjestørste revisionsfirma, og med fusionen går virksomheden til at ligge på andenpladsen.

Når planerne er gennemført bliver KPMG en del af Ernst & Young, der står stærkere internationalt.

Det erfarer Børsen fra kilder tæt på forhandlingerne.

Før fusionen kan blive gennemført, skal konkurrencemyndighederne give den endelige godkendelse.

Ernst & Young flytter virksomhedens 400 ansatte fra hovedkvarteret i Søborg til KPMG's hovedsæde i Flintholm på Frederiksberg.

Ifølge Børsens oplysninger fik medarbejderne i KPMG besked om fusionen tirsdag, mens ledelsen i Ernst & Young blev orienteret tirsdag aften.

Fusionsplanerne offentliggøres onsdag klokken 13, skriver Børsen.

Ifølge avisens oplysninger er der forskellige opfattelser af, hvem der er den stærkeste part i forhandlingerne, og hvem der har måtte have penge med til forhandlingsbordet.

Både KPMG og Ernst & Young er med i gruppen "Big Four", der desuden tæller de andre revisionsgiganter Deloitte og PricewaterhouseCoopers.

KPMG har 14 kontorer i Danmark, over 152.000 ansatte verden over og driver forretning i 156 lande. Hovedkvarteret ligger i Amstelveen i Holland.

Ernst & Young har over 175.000 ansatte fordelt over hele verden og har hovedsæde i London i England.

/ritzau/

Dagens Gossip