Avis: Kristian Jensen tav om ulovlig skat

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Skat har i flere år opkrævet skatter, som de vidste, var forkerte. Ifølge Ekstra Bladet skete det med daværende skatteminister Kristian Jensens (V) fulde vidende. Alligevel benyttede Skat ikke flere af de muligheder, man havde, for at orientere boligejerne.

Det fremgår af en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået i kølvandet på Rigsrevisionens sønderlemmende kritik fra august af Skats ejendomsvurderinger.

Dokumenterne afslører, at Skat allerede i 2004 var klar over, at den var rygende gal med de fradrag, som titusindvis af boligejere gennem årene har været berettiget til for udgifter, de har haft i forbindelse med udstykning af grunden.

I mange tilfælde har boligejerne slet ikke fået noget fradrag.

Dermed er danske boligejere i værste fald blevet snydt for over én milliard kroner, skriver Ekstra Bladet.

I et notat fra den 21. september 2004 skriver Skat til ministeren, at "der forestår et stort arbejde med at rette op på de mangler, der kan konstateres", og at arbejdet kan strække sig over mange år, fordi "det kan være svært for vurderingsmedarbejderne at identificere alle de grunde, der har ret til fradrag."

I notatet drøftes således forskellige muligheder for at informerer befolkningen som eksempelvis at annoncere det i dagspressen eller på ToldSkats hjemmeside.

I stedet for at gå bredt ud til befolkningen gennem medierne foreslår Skat, at man i løbet af en længere årrække i forbindelse med de almindelige ejendomsvurderinger vil forsøge at rette op på fejlene.

Ifølge Ekstra Bladet tager Skat desuden kontakt til Parcelhusejernes Landsforening, så de kan orientere deres medlemmer om problemet.

Men det er ikke nok, siger Torben Bagge, ekstern lektor i skatteret og offentlig ret på Aarhus Universitet:

- Det er helt uforståeligt, at man ikke med det samme går ud til den brede befolkning, men nøjes med at henvende sig til parcelhusejernes brancheforening. Den dækker jo kun et fåtal, siger han til avisen.

Kristian Jensen indrømmer, at man kunne have gjort mere for at informere befolkningen:

- Jeg er enig i - i bagklogskabens lys - at vi skulle have gjort noget andet. Jeg siger bare, at det, vi gjorde, var mere, end vi var forpligtet til. Vi kunne bare have gjort endnu mere, siger Kristian Jensen til Ekstra Bladet.

/ritzau/