Avis: Liverpool taler med Barcelona om Suarez

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

Måske rykker et salg af den kontroversielle angriber Luis Suarez fra Liverpool til FC Barcelona nærmere.

Avisen Liverpool Echo erfarer i hvert fald, at Liverpool-boss Ian Ayre onsdag i London holder møde med en delegation fra FC Barcelona.

Emnet er Luis Suarez. Ifølge avisen har den spanske storklub nu endegyldigt vist sin interesse for Uruguay-spilleren.

Hvis Liverpool sælger Suarez, er det ventet, at den chilenske offensivspiller Alexis Sánchez skifter den anden vej. Liverpool-manager Brendan Rodgers er begejstret for Sanchez.

Liverpool Echo skriver desuden, at Liverpool ikke har i sinde at sælge Suarez billigt, selvom angriberen i øjeblikket er i gang med sin karantæne på fire måneder for at have bidt italieneren Giorgio Chiellini under en kamp ved VM.

Suarez underskrev en ny Liverpool-kontrakt i december sidste år og har ifølge avisen en frikøbsklausul på mellem 70 og 80 millioner pund, svarende til et beløb mellem 650 og 745 millioner kroner.

I de seneste uger er der blevet skrevet meget om Barcelonas mulige bud på Suarez i et hav af internationale medier.

Og tirsdag udtalte Barcelonas sportsdirektør, Andoni Zubizarreta, sig netop om Suarez, da spanierne præsenterede kroaten Ivan Rakitic som ny spiller.

- Suarez har vist, at han er ydmyg nok til at erkende en fejl, og det er vigtigt, sagde Zubizarreta med henvisning til Suarez tredje bide-karantæne i karrieren.

- Han har været ydmyg nok til at undskylde over for dem, han har skuffet, fordi det skete ved en fodboldfest. At undskylde, er det bedste, en person kan gøre i sådan et tilfælde. Alle ved, at Luis er en exceptionel spiller.

- Alle ved, at han sidste sæson spillede forskellige positioner i angrebet, men alle ved også, at han er Liverpool-spiller, tilføjede Zubizarreta.

Selv Rakitic blev spurgt ind til Suarez som en potentiel kommende holdkammerat.

- At han havde styrken til at undskylde til alle siger meget om ham som person. Jeg siger sjældent, at jeg tager fejl, så det siger meget om ham, at han kan gøre det. Han har vist karakter og styrke, og det skal han roses for.

- Uanset hvor han kommer til at spille, så er hans kvalitet ikke til diskussion. Han har vist sin klasse for Uruguay, og han scorede over 30 mål i sidste sæson for Liverpool, så han har klassen til at spille for Barcelona, sagde den kroatiske VM-spiller.

Zubizarreta gjorde heller ikke meget for at afkræfte et muligt salg af Alexis Sánchez, som Liverpool angiveligt vil have fat i.

- Angående Alexis, så har der været bud på ham. Vi vil forsøge at finde en løsning, der er bedst for alle, lød det fra sportsdirektøren.

/ritzau/