Avis: Løkke drak i arbejdstiden på officielle rejser

Der blev drukket øl og vin i arbejdstiden, da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i sin tid som statsminister var på officielle tjenesterejser med Forsvarets challengerfly.

Rejser, hvor Venstre-formanden i sin egenskab som statsminister rejste sammen med embedsmænd og sekretærer.

Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til det, avisen kalder en "omfattende" aktindsigt i Statsministeriets udgiftsbilag.

Ifølge chefredaktør Poul Madsen har Ekstra Bladet talt med flere embedsmænd om sagen, men han siger til TV2 News, at han reelt ikke ved, hvad eller hvor meget Lars Løkke Rasmussen drak på turene.

På sin Facebook svarer Lars Løkke Rasmussen skarpt igen:

- Jeg kan i hvert fald sige en ting med sikkerhed: Det har altid været kutyme, at vi på hjemflyvninger om aftenen har fået et måltid mad og et par glas vin.

- Mon ikke det stadig er kutyme i Statsministeriet, selvom man ikke længere kan se i detaljer, hvad der er spist og drukket. Under alle omstændigheder vil det blive sådan igen, hvis jeg skulle blive statsminister på ny, skriver han.

Bilagene afslører ifølge eb.dk, at der i forbindelse med flere rejser er blevet faktureret, hvad der svarer til cirka fem-seks genstande per person, hvis de fordeles jævnt på Løkke samt de embedsmænd og sekretærer, der var med på flyet.

Til det svarer Lars Løkke på Facebook:

- På 16 flyvninger er der faktureret 43 fl. vin á 125 kr. og 37 øl á 20 kr. Hvis alt vitterligt er drukket, svarer det til 295 genstande for de ca. 120 civile rejsende - eller små 2,5 genstande pr. deltager pr. returrejse.

- Men det stopper ikke her: På en flyvning fra Moskva har vi endvidere spist 57 poser chips/peanuts, fire kasser chokolade, fire kasser kransekage og drukket 40 (kilde) vand. Vi må have trillet ud af flyet efter de ca. to timers flyvning - eller også har forsvaret måske faktureret det, der er taget om bord (fortæret eller ej).

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at Venstres formand fløj på første klasse som formand for klimaorganisationen GGGI og fik betalt tøj af partiet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV