Avis: Løkke pressede GGGI-budget igennem trods protester

Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre og klimaorganisationen GGGI, pressede på for at få godkendt klimaorganisationens budget for 2013, skriver Jyllands-Posten.

Det skete på trods af protester fra medlemmer af bestyrelsen i den sydkoreansk baserede organisation, som mente, at den økonomiske plan fremlagt af GGGI-ledelsen ikke var fyldestgørende.

Den danske regerings repræsentant i GGGI-bestyrelsen, ambassadør Peter Lysholt Hansen, bad på et møde direkte om at se et "rigtigt" budget, så man vidste, hvordan pengene rent faktisk ville blive brugt.

Derfor kunne Danmark ud fra de fremlagte oplysninger ikke godkende 2013-budgettet, fremgår det af et referat, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Mødet fandt sted den 17. januar 2013, hvor også Norges mand i bestyrelsen fastslog, at "man ikke var klar til at træffe en beslutning".

Nordmanden var bekymret over den manglede "gennemsigtighed, da GGGI er finansieret af offentlige skattekroner".

Costa Ricas repræsentant kaldte budgettet for "utilstrækkeligt".

Lars Løkke Rasmussen svarede ifølge referatet, at finansåret 2013 allerede var i gang, og GGGI ville stå i "en problematisk situation", hvis bestyrelsen ikke godkendte budgettet.

Kort efter konstaterede han, at "en eller anden form for godkendelse" var påkrævet.

Løkke foreslog derfor, at medlemmerne midlertidigt sagde god for budgettet indtil næste bestyrelsesmøde. Derudover kunne et underudvalg i mellemtiden gå dybere ned i tallene, indtil et revideret budget kunne sendes rundt senest den 1. maj.

Først på et nyt møde i juni 2013 var budgettet tilpas detaljeret til, at det kunne blive endeligt godkendt i GGGI's bestyrelse.

Tre måneder senere blev GGGI's økonomi gennemlyst i en fælles undersøgelse foretaget af Danmark, Norge, Australien og Sydkorea. Her konstaterede man, at organisationen led under "alvorligt finansielt stress" og havde "et alvorligt likviditetsproblem".

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV