Avis: Obama vil udvide bombemission i Syrien

Ifølge avisen, der har talt med to anonyme amerikanske officerer, skal angrebene gennemføres over tre dage, og angiveligt vil arkitekterne bag det eventuelle angreb lade en række missilangreb komme i kølvandet på den indledende bombeoperation mod mål, som ikke er blevet ramt eller ikke er tilstrækkeligt ødelagt.

Officererne oplyser desuden, at Det Hvide Hus har anmodet om en udvidet liste over potentielle Assad-kontrollerede mål, og at denne liste omfatter »langt flere« end den første liste, der bestod af omkring 50 mål.

Ifølge The Los Angeles Times’ oplysninger overvejer Pentagon-arkitekterne nu også, om operationen skal omfatte bombefly og fem destroyere i Middelhavet, som kan affyre krydsermissiler langt fra det syriske luftforsvar. Det samme kan hangarskibet The USS Nimitz, der befinder sig i Det Røde Hav langs Saudi-Arabiens kyst.

»Der vil komme flere angrebsbølger, og efter hver bølge vil der blive evalueret, men det hele vil blive gennemført inden for 72 timer med en klar markering af, hvornår vi er færdige (med angrebene, red.),« siger en af officererne til den amerikanske avis.

USAs præsident Barack Obama vil i den kommende tid forsøge at overbevise den amerikanske befolkning om, at en reaktion på det kemiske angreb i en Damaskus-forstad for snart tre uger siden er en nødvendighed.

Mandag giver Obama efter planen interviews til flere af USAs store TV-stationer, heriblandt CNN og Fox News.

Times har tidligere skrevet, at præsidenten foretrækker et begrænset angreb med en række bombefly, som skal eliminere strategiske mål i det borgerkrigshærgede Syrien.

Lørdag sagde USAs udenrigsminister, John Kerry, at Obama endnu ikke har taget stilling til, om han vil vente på FNs våbeninspektørernes rapport, før amerikanerne handler mod Assad. Kerry slog også fast, at adskillige lande allerede er klar til at tage del i et amerikansk-ledet militærangreb.

»Der er et tocifret antal lande, som er klar til at træffe militære foranstaltninger. Vi har flere lande, der er parate til at handle militært, end vi faktisk behøver i den form for militært angreb, der påtænkes,« sagde udenrigsministeren.

Kongressen vender tilbage fra ferie mandag, og en afstemning om Syrien står øverst på kongresmedlemmernes dagsorden.

Dagens Gossip