Avis: Real Madrid afholder hastemøde om Benitez

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

Rafael Benitez nærmer sig ifølge den spanske avis Marca en fyring i Real Madrid.

Marca skriver, at klubpræsident Florentino Perez har indkaldt til et hastemøde mandag eftermiddag, hvor trænerens fremtid vil blive diskuteret.

Årsagen er dårlige resultater i de seneste uger samt trænerens forhold til flere af spillerne.

Søndag aften måtte storklubben nøjes med 2-2 på udebane mod Valencia i den spanske liga, hvor holdet indtager en tredjeplads efter Atlético Madrid og FC Barcelona.

Generelt har sæsonen budt på en del nedture for madrilenerne, der i november blev ydmyget med 0-4 af rivalerne fra Barcelona.

Rafael Benitez' mandskab er desuden færdig i pokalturneringen Copa del Rey, da klubben fejlagtigt kom til at benytte en spiller, der var i karantæne. Det skete i fjerde runde mod Cadiz.

55-årige Rafael Benitez blev ansat i sommer som afløser for Carlo Ancelotti.

/ritzau/