Avis: Regeringen dropper tvangsfusion af forsvarstop

Ifølge avisen er regeringen parat til at opgive den mest vidtgående model for en ny organisering af den øverste ledelse af forsvaret. Avisens oplysninger afvises dog af forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Ifølge Politiken skulle formålet med den politiske retræte være at få ro på forsvarsområdet på Christiansborg.

En ændring af forsvarsloven, der blev vedtaget i foråret med støtte fra Enhedslisten, banede ellers vej for vidtgående fusionsplaner, men Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som normalt er regeringens faste partnere inden for forsvarspolitikken, strittede imod, da de frygtede, at en fusion ville føre til en sammenblanding af politiske og militærfaglig hensyn.

Daværende forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), fastholdt, at lovændringen »betyder i forhold til den nuværende organisering, at det vil være muligt at integrere den øverste politiske/civile/militære ledelse og dermed at nedlægge Forsvarskommandoen«.

Den tidligere forsvarsminister ønskede ud over de besparelser og den bedre økonomistyring, der lå bag lovændringen, også at få mere politisk kontrol med den ellers ret autonome Forsvarskommando.

Men i officerskredse stødte tanken om mere direkte civil indflydelse på hårdnakket modstand.

Nu vil regeringen så ifølge Politiken i stedet vil gå efter en aftale med de borgerlige partier med et beskedent fokus på en bedre fælles økonomistyring, og hvor en del dobbeltfunktioner mellem kommandoen og ministeriet slås sammen – uden at røre ved forsvarschefens egentlig magt.

Forsvarsminister Nicolai Wammen har ikke ønsket at kommentere sagen over for Politiken, men afviser avisens oplysninger over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Det er fortsat regeringens holdning, at der skal ske en modernisering af forsvarets øverste ledelse,« siger Nicolai Wammen.

Dagens Gossip

Dagens TV