Avis: Regeringen overvejer at lade husejere udskyde skat

Regeringen vil komme mange tusindvis af boligejere i møde, når deres grundskyld efter alt at dømme vil stige i forbindelse med et nyt system for ejendomsvurderinger.

Regeringen overvejer blandt andet at give boligejere mulighed for at udskyde en del af betalingen af grundskylden til den dag, hvor man sælger boligen eller dør.

Det erfarer Børsen.

Jacob Jensen, der er finansordfører for Venstre, understreger, at regeringens endelige model først vil ligge klar, når det nye ejendomsvurderingssystem er på plads.

- Når vi har de endelige vurderinger, må vi gå et spadestik dybere for at se, hvor meget de enkelte boligejere bliver ramt eller får lempelser (i grundskylden, red.). Derefter må vi se, om der skal laves overgangsordninger eller udskydelse af skatten, siger han til Børsen.

Regeringen ventes at præsentere et forslag til et nyt system i løbet af kort tid. Her vil det stå klart, at mange boligejere har betalt for lidt i grundskyld i årevis.

Ifølge Børsens oplysninger kan en boligejer, der i dag betaler 50.000 kroner i grundskyld årligt, risikere, at regningen om 11 år er løbet op i mere end det dobbelte.

/ritzau/

Dagens Gossip