Avis: Skat får kritik for at forsømme kerneopgaver

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Bureaukrati og administration fylder mere og mere i budgettet hos Skat, der omvendt forsømmer at leve op til sine kerneopgaver.

Sådan lyder en del af kritikken fra Rigsrevisionen i en beretning til statsrevisorerne om Skat og Skatteministeriets økonomistyring ifølge Berlingske, der har kendskab til rapporten, som bliver offentliggjort onsdag.

I beretningen konkluderer Rigsrevisionen ifølge avisen, at økonomistyringen i en længere periode har været utilfredsstillende, ligesom at Skat ikke har haft et sammenhængende styringssystem. Der har heller ikke været en klar ansvarsfordeling i forhold til de opstillede mål, lyder det.

Og så er udgifterne til administration og støttefunktioner vokset, mens der bliver færre penge til Skats kerneopgaver som vejledning og gældsinddrivelse.

- Det er et stort samfundsmæssigt problem, hvis en statslig institution bruger hovedparten af sine ressourcer på alt muligt andet end kerneopgaverne, siger Bent Greve, professor og skatteekspert ved Roskilde Universitet, til Berlingske.

Skat har ikke ønsket at lade sig interviewe til Berlingske, mens Skatteministeriet i et skriftligt svar understreger, at driften af Skats it-systemer opgøres som såkaldte hjælpefunktioner, hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor denne administrationspost for 2014 løber op i næsten 2,5 milliarder kroner.

Peder Larsen (SF), formand for statsrevisorerne, vil ikke fortælle noget om redegørelsens indhold. Men noget kunne tyde på, at konklusionerne har gjort indtryk.

- På grund af sagens tyngde mener vi, at det har været nødvendigt at arrangere et pressemøde, siger Peder Larsen til Berlingske.

Pressemødet finder sted onsdag eftermiddag.

/ritzau/