Avis: Skat hyrede PR-folk i strid med statslige regler

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Gennem næsten ni år har Skatteministeriets tidligere ledelse frem til 2013 betalt 14 millioner kroner til et privat kommunikationsfirma, Public Sense - uden at tegne kontrakt med firmaet og i strid med statens udbudsregler. Det skriver Politiken.

Ifølge avisen overhørte ledelsen i Skatteministeriet flere interne advarsler undervejs om, at der var noget galt. Det viser interne dokumenter fra ministeriet, som Politiken har fået efter en aktindsigt i sagen.

Det fører nu til, at ministeriets interne revision undersøger blandt andet tidligere departementschef Peter Loft og hans daværende højrehånd, koncerndirektør Jesper Skovhus Poulsens, ansvar i sagen.

Såvel Peter Loft som Jesper Skovhus Poulsen var begge var meget aktive i ministeriets mangeårige og stort anlagte fairplaykampagne mod sort arbejde og skattesnyd.

Public Sense blev hyret til at stå for det praktiske arbejde, som Loft og Skovhus, der havde ansvaret for kampagnen, fulgte detaljeret med i. Begge holdt jævnligt møder med firmaet og godkendte de årlige budgetter.

Peter Loft, der har været fritaget for tjeneste i to år på grund af Skattesagskommissionen, siger i dag, at han "ingen anelse har om kontrakter og EU-udbud" i fairplaysagen.

Jesper Skovhus Poulsen, der i dag er direktør i revisionsfirmaet Deloitte, vil ikke kommentere sagen.

Selv om det ikke skortede på advarsler, sendte Skatteministeriet aldrig arbejdet i udbud efter statens regler.

21. september 2010 skrev en kontorchef i ministeriet således i en mail til Loft og Skovhus under overskriften "Varsling af muligt problem", at udgifterne til Public Sense i 2009 var på knap 900.000 kroner, og at "grænsen for, hvornår vi skal anvende godkendte leverandører, er på 500.000. Public Sense er ikke godkendt".

Skatteministeriet har nu bedt ministeriets interne revision om at gennemgå Skats og Skatteministeriets tidligere samarbejde med kommunikationsbureauet.

- Vi forventer, at intern revision vil være færdig med gennemgangen i løbet af marts måned. Når resultatet foreligger, tager vi stilling til det videre forløb, siger afdelingschef for koncernstyring i Skatteministeriet Andreas Berggreen i en pressemeddelelse.

/ritzau/