Avis: Sygemeldt svensk partileder vender tilbage

Jimmie Åkesson bekræfter i svensk tv, at han vender tilbage som partileder for Sverigedemokraterna i april, efter at han har været sygemeldt i et halvt år.

Åkesson fremsætter udtalelsen i et tv-interview i udsendelsen Skavlan, som først bliver bragt på svensk tv, men som der allerede er bragt uddrag fra i nyhedsudsendelsen Aktuelt mandag aften.

- Det er min ambition at vende tilbage og begynde at arbejde efter 31. marts, siger han og tilføjer, at han begynder gradvist.

- Jeg vil ikke deltage i så mange offentlige møder i begyndelsen, siger Åkesson.

Den 35-årige partileder har bebudet en pressekonference fredag.

Efter Sverigedemokraternas store fremgang ved valget i september sidste år meddelte partilederen, at han var udbrændt, og gruppeformand Mattias Karlsson blev fungerende partileder i oktober.

Karlsson sagde under valgkampen sidste år, at partiet ønsker at "give det tavse flertal i befolkningen en stemme i spørgsmål om indvandring".

Jimmie Åkesson blev sygemeldt efter en hård valgkamp til Riksdagen. Han skal have haft det så dårligt under den sidste partilederdebat, at han ifølge Mattias Karlsson ikke kunne huske, hvad han sagde under debatten.

Det indvandrerkritiske parti blev valget store sejrherre og det tredjestørste i Riksdagen.

En valgforsker, Andreas Johansson Heinö, siger til nyhedsbureauet TT, at SD ikke står og falder med Åkesson, og han henviser til, at partilederens fravær ikke har haft nogen synlig indflydelse på opinionsmålingerne.

Partiet står til at få større opbakning i dag, end det fik ved valget sidste efterår.

/ritzau/TT

Dagens Gossip